Solvarme
Termiske solvarmeanlæg er en udviklet teknologi, som kan udnyttes til småhuse, til store bygninger og til fjernvarmesystemer. Alt afhængig af den alternative energikilde, der er til rådighed om sommeren, kan disse anlæg etableres på kommercielle vilkår uden behov for direkte tilskud.
Et særligt udviklet dansk koncept for solvarme er storskala-anlæg, der placeres på en egnet mark og derfra forsyner det lokale fjernvarmenet via en varmeakkumulator.
Vi har været involveret i udvikling af disse store solvarmeanlæg, herunder forskning i de nyeste teknologier og underjordiske varmelagre, såvel som planlægning og design af alle de største solvarmeanlæg i Danmark og Sverige.
Vores analyser viser at prisen på solvarme fra de store anlæg til fjernvarme er 4-6 gange lavere end prisen på solvarmen fra små anlæg på enfamiliehuse - og at den kan konkurrere med de fleste energikilder til fjernvarmen (inkl. afgift på brændsler). Derfor er det også en forudsætning for at benytte solvarmen i kommerciel sammenhæng, at man arbejder på tværs af matrikelgrænsen og samler et passende varmemarked. I samspil med de øvrige varmeproduktionsmuligheder.
Da storskala solvarme er helt CO2-neutral og konkurrencedygtig i forhold til mange konkurrerende produktionsanlæg, ser vi frem til et meget stigende marked for storskala solvarmeanlæg.
Solceller
Produktion af el med solceller (Photo Voltaic) er en ny teknologi, der er under udvikling. Selv om teknologien endnu er for dyr til kommercielt brug kan solceller overvejes på lavenergihuse for bedre at overholde energirammen.
Desuden er der stor interesse for at etablere solceller som en integreret del af nye bygningers facadebeklædning.
For isolerede bygninger, installationer og tekniske anlæg, der ikke har umiddelbar adgang til elnettet, er solceller kombineret med svagstrømsnet og akkumulatorer et interessant og konkurrencedygtigt koncept, som vi har under udvikling.