CE-mærkning af maskiner er et lovkrav, som kan synes kompliceret at efterleve. Rambøll Industri har ekspertisen til og erfaring med at gennemføre en korrekt CE-mærkning. CE-mærkning sker efter de nyeste standarder på en ukompliceret måde i samarbejde med kunderne.
Besparelser ved fokus på CE mærkning
Når der skal etableres nye maskiner, produceres nye delmaskiner eller opbygges nye anlæg, eller når de eksisterende skal ombygges, undgås dyre fejltagelser, når der er fokus på CE-mærkning helt fra projektets start.
Før man starter på CE-mærkningen, skal de procestekniske og sikkerhedsmæssige grænseflader fastlægges, idet et maskinafsnit består af mange sammenbyggede maskiner/delmaskiner og funktionaliteter. Fastlæggelsen af grænseflader er en opgave, der har afgørende indflydelse på det endelige produkt. Derfor skal den håndteres helt fra starten af projektet.
Brugbar og struktureret dokumentation
En CE-mærkning gennemført af Rambøll giver ensartede og sikre maskinkonstruktioner med en brugbar og struktureret dokumentation. Herved styrkes grundlaget for rationel drift og vedligehold.
Risikovurdering efter anerkendte metoder
En af de vigtigste opgaver er at sikre arbejdsmiljøet. Rambøll gør brug af anerkendte metoder for risikovurdering ved hjælp af de nyeste standarder, hvor der tages udgangspunkt i de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav. Her er det vigtigt at bemærke, at den kendte DS/EN 954-1 er afløst af DS/EN 13849-1.
CE-overensstemmelseserklæringer
Med baggrund i ovennævnte udfærdiger Rambøll de nødvendige overensstemmelseserklæringer, der sikrer at den pågældende maskine eller delmaskine er i overensstemmelse med gældende direktiver.
Rambøll kan ydermere optræde som fabrikantansvarlig.
Fakta om CE mærkning
Det nye maskindirektiv (MD) - direktiv nr. 2006/42/EF er vedtaget og træder i kraft fra d. 29. december 2009. Direktivet er implementeret i dansk lovgivning via Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 612 af 25. juni 2008 om indretning af tekniske hjælpemidler.
Maskindirektivet henvender sig til virksomheder, der producerer, importerer, markedsfører eller ibrugtager delmaskiner eller maskiner og sikkerhedskomponenter.
Direktivet beskriver bl.a. de overordnede krav, som produkterne skal leve op til, hvordan man dokumenterer produkternes overensstemmelse med kravene samt mærkningsregler.
Ethvert maskinanlæg der er omfattet af MD, der markedsføres, stilles til rådighed eller ibrugtages efter den 29. december 2009 skal således være i overensstemmelse med og følge det nye maskindirektiv. Dette gælder også maskiner fremstillet til eget brug.
Maskindirektivet er et totalharmoniseringsdirektiv, og der findes derfor hverken muligheder for dispensationer eller ”bagatelgrænser”.
Arbejdstilsynet har igennem tiden siden 1.1.1995 gennemført sanktioner mod slutbrugere, der har markedsført maskiner som ikke har været eller fejlagtigt har været CE-mærket.