Gode løsninger holder støjen ude
Vinduerne er ofte det svage led, når boliger og kontorer skal beskyttes mod støj fra f.eks. vejtrafik. Rambøll undersøger, hvor meget støj der er, og beskriver i samarbejde med bygherre og arkitekt gode og attraktive løsninger, der også energimæssigt er optimale.
Naboens privatliv
Larm fra naboer er det største støjproblem, når man spørger befolkningen bredt om støj. Det er derfor afgørende for kvaliteten af en bolig, at lydisoleringen mellem boligerne er i orden. Bygningsreglementets krav giver lige akkurat acceptable forhold, men det er ikke luksuskrav. En dansk standard beskriver boliger i forskellige kvalitetsniveauer. Rambøll rådgiver om valg af kvalitetsmål og tekniske løsninger, der optimerer økonomi og kvalitet.
Akustik er som et musikinstrument
Skal dit rum runge som en fabrikshal eller signalere hygge og nærvær? Med de rigtige akustiske løsninger kan dit rum stemmes som et musikinstrument. At skabe de rigtige akustiske forhold i boliger, kontormiljøer og institutioner er af afgørende betydning for indeklimaet og brugernes oplevelse. Åbne kontormiljøer har mange fordele, men de akustiske forhold skal være i orden. Ellers vil fordelene blive opvejet af ulemperne ved et dårligt fysisk arbejdsmiljø. Rambøll har den viden og erfaring, der sikrer de rigtige akustiske forhold i dit byggeri.
”Lyt før du bygger”
Rambøll anvender et af verdens førende systemer til 3D-simulering af lydforholdene i et rum, ODEON. Modellen opbygges, når de første tegninger er klar, og gør det bl.a. muligt i et par hovedtelefoner at lytte til rummets akustik. Dermed omsættes akustikkens tekniske begreber til en lydoplevelse, der understøtter beslutninger om valg mellem forskellige løsninger.
Teknik skal være tavs
Hørbar støj fra bygningens tekniske installationer kan undgås og bør ikke få lov til at begrænse brugsværdien. Det er afgørende at vælge de rigtige løsninger i tide. Når først byggeriet er færdigt, er det kostbart og utilfredsstillende at arbejde med lappeløsninger. Fremtidens lavenergiboliger og passivhuse er født med ventilationsanlæg. Det giver et lavt energiforbrug kombineret med et godt indeklima, men anlæggene må ikke støje. Rambøll er på forkant med udviklingen af passivhuse i Danmark. Den tværfaglige tilgang betyder netop, at de særlige lydtekniske forhold i denne type boliger tilgodeses i vores løsninger. Når Rambøll arbejder med lydisolerende vinduesløsninger, tænker vi også på energibesparelser.
Åbne vinduer med støjdæmpning
Miljøstyrelsen udsendte i juli 2007 en ny vejledning om støj fra veje. Den åbner mulighed for byggeri i støjbelastede områder. Det er dog et krav, at der sikres gode forhold for beboerne udendørs på opholdsarealer og indendørs med åbne vinduer. Det sidste krav kan gøre det nødvendigt at anvende specielle vinduesløsninger. Rambøll har konstateret, at det ofte volder problemer at fortolke de nye regler. Vi følger derfor udviklingen tæt og deltager i debatten om den praktiske anvendelse af reglerne. Det gælder også de specielle vinduesløsninger. De nye regler er også aktuelle, når støjen skyldes jernbaner og virksomheder.