dcsimg 150 monopæle i Nordsøen flytter grænserne for offshore vind - Rambøll i Danmark
    
|
Projektdata
Kunde: Northland Power, Siemens, Van Oord, HVC
Færdiggørelse: 2016

Ydelser vi leverede
Vindenergi
Offshore vind
Geotermisk energi

150 monopæle i Nordsøen flytter grænserne for offshore vind

Holland, Nordsøen ¤

Langt fra land i Nordsøen vil 150 vindmøller opført på op til 37 m dybde udgøre en af verdens største havvindmølleparker. Rambøll har projekteret monopælfundamenterne for Gemini havvindmølleparken, der vil forsyne mere end 1,5 mio. hollandske beboere med vedvarende energi i 2016.

Den usynlige kilde til vedvarende hollandsk energi

85 km fra Groningens kyst – i den hollandske del af Nordsøen – er en af verdens største havvindmølleparker ved at blive opført. Denne kæmpe kilde til grøn energi vil reducere udledningen af CO2 i Holland med 1,25 mio. tons årligt, og projektet spiller derfor en vigtig rolle i at opnå målene for vedvarende energi sat af den hollandske regering og EU i fællesskab.

De 150 vindmøller er udviklet af Siemens og har hver især en ydelse på 4MW og en samlet kapacitet på 600 MW, der ikke genererer CO2. Gemini vil forsyne ca. 1.540.000 mennesker (eller 785.000 husstande) med elektricitet, hvilket svarer til det samlede indbyggertal i de tre nordligste hollandske provinser Groningen, Fryslan og Drenthe. Med en årlig produktion på 2,6 TWh er Gemini den havvindmøllepark der producerer mest elektricitet på verdensplan.

Skræddersyede løsninger

Rambølls vind- og tårneksperter har arbejdet tæt sammen med interne geotekniske eksperter for at udvikle et detaljeret design af monopælfundamenterne.

Det individuelle design af hver eneste af de 150 monopæle er, hvad der gør Rambølls løsning unik. Hver konstruktion er optimeret med øje på den præcise vanddybde og jordforhold, hvilket medfører øget ydeevne og minimalt forbrug af stål og andre ressourcer. Da Gemini vil strække sig over 10.000 m2, er en skræddersyet løsning altafgørende for at minimere operationelle og økonomiske risici:

- Det er muligt, at vores design ser enkelt ud, når det står færdigt, men hver eneste platform, stige eller element er gennemtænkt. Vi bestræber os på at minimere alle risici, vi har omfattende erfaring i felten, og vores portefølje af løsninger vokser ved hvert eneste projekt, siger Klaus Andersen, afdelingsleder i en af Rambølls Vind & Tårne afdelinger.

Det var ikke tilfældigt at Rambøll blev involveret i designprocessen. Rambøll er markedsførende globalt inden for design og konstruktion af offshore monopælfundamenter og er en aktiv del af mere end 60 % af alle færdige og igangværende projekter på verdensplan.

- Når det kommer til erfaring og know-how, er vi i helt i top. I denne industri hvor projekter kræver betragtelige investeringer, handler det ikke om, hvad man påstår man kan, det handler om at kunne følge op og dokumentere sine færdigheder gennem erfaring, siger Klaus Andersen.

Flytter grænserne for vindenergi

På vanddybder op til 37 m omdanner de 150 vindmøller vindenergi til elektricitet. Elektriciteten bliver transporteret via et netværk af kabler til to offshore transformerplatforme. Herefter transporterer to 120 km lange eksportkabler elektriciteten til transformerstationen i Eemshaven, hvor elektriciteten bliver transformeret til højspænding, før den bliver transporteret til højspændingsstationen Oudeschip og videre til Hollands elnet.

Gemini havvindmølleparken er en milepæl inden for offshore vindindustrien. Ikke kun p.g.a. størrelsen og den mængde vedvarende energi den producerer, men også fordi dette projekt beviser, at monopælfundamenter er effektive på relativt dybt vand. Nordsøen er kendt for sit barske klima med store bølger, høje vindhastigheder og dybt vand, og disse krævende forhold sætter nogle helt særlige krav til monopældesignet:

- I samarbejde med Van Oord og Siemens har vi designet et monopælkoncept, som ingen tidligere troede kunne lade sig gøre. Det er vigtigt for ydeevnen af Gemini projektet, men også for offshore vindindustrien som helhed. Det beviser, at selv på disse dybder og under disse forhold er det muligt fortsat at benytte det omkostningseffektive monopælkoncept, frem for at skulle anvende alternative, dyrere koncepter som f.eks. jacket-konstruktioner, som man kender fra olie- og gasindustrien samt fra enkelte offshore vindprojekter. Det er spændende at være en del af et pionerprojekt, der flytter grænserne for brugen af monopæle ud på dybere vand, siger Klaus Andersen.

Den kæmpemæssige Gemini havvindmøllepark vil ikke kunne ses fra kysten. Efter tre måneders drift vil havvindmølleparken have genereret tilstrækkeligt med grøn energi til at kompensere for udledningerne produceret under opførslen. Installationen af monopælfundamenterne vil begynde i sommeren 2015 og fundamenterne forventes at stå færdige i 2016.

Klaus Andersen
Klaus Andersen
Afdelingsleder, Wind & Towers Esbjerg
T+45 5161 7143
Ekxa@ramboll.com