Han er ung, han kan lide at arbejde med mennesker og elsker at skabe resultater. Efter to år i Rambøll er den 33-årige teamleder i Olie & Gas, Lau Jensen, udvalgt som en af de kommende profiler inden for kategorien 'Ledelse' af Berlingske Business Magasin, der udkommer i dag med særnummeret Talent100.
Berlingske Business har udvalgt de talentfulde mennesker på baggrund af nomineringer fra danske virksomheder. Her er der blandt andet lagt vægt på faglige forudsætninger, ledelsesmæssige evner, resultater – og samtidig må kandidaterne ikke være ældre end 35 år.
Strateg til fingerspidserne
Ifølge adm. direktør i Rambøll Olie & Gas, John Sørensen, der har indstillet Lau Jensen til prisen, er det ikke en tilfældighed, at Lau Jensen er blevet udvalgt. Teamlederen er strateg til fingerspidserne. Hans målrettede initiativer og ihærdige indsats for at opbygge og udvikle et markedsområde for 3D-scanning og opmåling på det danske marked er imponerende, og efter blot to års arbejde taler resultaterne deres tydelige sprog.
Med stort forretningsmæssigt overblik og en grænseløs passion for sit fag og sit firma har Lau Jensen formået at løfte 3D-scanning og opmåling fra at være en niche i olie og gas-sammenhæng til en ydelse, der markedsføres i et væld af andre sammenhænge.
En kæmpe indsats
"Det er en stor tilfredsstillelse at blive indstillet til prisen. Jeg er utrolig stolt over det team, jeg har fået bygget op. Det er ikke mindst på grund af dem og deres kæmpe indsats, at vi kan vise de resultater, vi gør," siger Lau Jensen.
En af hans næste opgaver er at rejse til Qatar for at forankre 3D-scanning og opmåling som en service på Rambølls kontor, ligesom han har planer om at forankre servicen hos Rambøll i England og Norge.
Til daglig står han i spidsen for et modellerings-team i Rambøll Indien på 14 mand, mens han selv arbejder på kontoret i Esbjerg med ansvar for 12 mennesker.
Et af de førende miljøer for olie og gas
Hos Rambøll Olie & Gas i Esbjerg finder man et af Danmarks førende miljøer inden for rådgivning af olie- og gasindustrien.
Ifølge Lisbeth Nitschke, der er HR-Manager for Rambøll Olie & Gas, rummer industrien store faglige udfordringer, der giver medarbejderne mulighed for at blive del af nogle meget store og spændende projekter, som f.eks. at konstruere verdens længste pipeline mellem Vyborg i Rusland og Greifswald i Tyskland:
"Det er de faglige udfordringer inden for olie og gas, der tiltrækker og fastholder medarbejdere. Vi kan tilbyde spændende opgaver, hvor medarbejderne hele tiden bliver udfordret."