Soveværelse med udsigt til stilhed
Forstyrrelse af søvn anses af bl.a. WHO for at være en af trafikstøjens alvorligste gener. Uforstyrret søvn er en forudsætning for fysisk og psykisk velbefindende. Når søvnen forstyrres af f.eks. vejstøj medfører det træthed, nedtrykthed, utilpashed og reduceret præstationsevne. Konstante søvnforstyrrelser forårsaget af trafikstøj øger risikoen for at udvikle livstruende sygdomme såsom hjertesygdomme og forhøjet blodtryk.
Beboere i støjbelastede boliger med en facade mod en stille side og soverummene placeret mod den stille side, rapporterer, at de er mindre generet af vejstøj. Boliger i støjbelastede områder kan derfor opnå et bedre lydmiljø, hvis de indrettes rigtigt. Effekten kræver imidlertid, at den stille side faktisk er stille, og ikke bare er udsat for lidt mindre støj end boligfacaden mod den støjende trafik.
Hvil ørene i det grønne
Den nye forskning påviser også, at gener fra vejstøj reduceres, hvis boligerne har attraktive udendørs opholdsarealer med et lavt støjniveau, f.eks. et gårdrum. Det samme gælder nabolag med adgang til grønne områder, hvor man for en stund kan søge tilflugt fra vejstøjen og hvile ørerne. Sådanne stille områder bør dog heller ikke udsættes for anden mekanisk støj, men være steder hvor afvekslende positive lyde dominerer, som f.eks. lyden af fuglesang eller legende børn.
Byplanlæggere kan med fordel udnytte den nye viden om betydningen af stille områder i byrummene og ved boligerne for på den måde at afbøde de værste gener fra vejstøjen. Det har især betydning for de områder, hvor man ikke på anden måde har mulighed for at begrænse trafikstøjen. Læs mere om Støj i byrum.
Støjevaluerings rapport og rådgivning
Rambøll har for nylig udarbejdet en Rapport for Miljøstyrelsen, der evaluerede effekten af regeringens vejstøjsstrategi fra 2003. Rapporten konkluderede, at støj forsat er et stort problem, og at antallet af danskere, der dør tidligt på grund af vejstøjsrelaterede sygdomme, stadig ligger på mellem 200-500 mennesker om året.
Rambøll, der i dag har en af landets førende akustikafdelinger, ser dog optimistisk på fremtidens muligheder for at bekæmpe støjgener fra trafikken. Med afsæt i den ny forskning rådgiver virksomheden om bekæmpelse af vejstøj. Første fase i arbejdet består ofte i en grafisk kortlægning af støjen, hvorefter det egentlige arbejde med at finde fornuftige og realistiske løsninger kan begynde. Nogle løsninger, der kan nævnes her, er bl.a. trafikregulering, støjskærme og støjreducerende vejbelægninger. Men vi arbejder også i høj grad med indretning af byrum og boligbyggeri, hvor vi er med til at sikre beboerne behagelige lydmiljøer, hvor man kan trives, også selvom man er nabo til en meget trafikeret vej. Læs mere om Rambølls rådgivning inden for støjbekæmpelse.
Annette Buk-Swienty, den 28. september 2010