Skræddersyede og sunde omgivelser
Netop bæredygtighed, åbenhed og fleksibilitet har været styrende værdier for Ramboll Head Office. I en videnvirksomhed er samarbejde på tværs af afdelinger og enheder både udfordrende, sjovt og nødvendigt. Arkitekturen afspejler og understøtter derfor måden en moderne rådgiver arbejder på. Åbne og lukkede rum i forskellige størrelser sikrer, at der er mulighed for at søge det arbejdssted, der fungerer bedst for den enkelte eller projektteamet.
Computersimuleringer på akustik, temperatur, luftstrømninger og dagslysforhold har desuden været med til at sikre optimale indeklimaforhold. Visionen har været at skabe et fleksibelt, dynamisk og innovativt arbejdsmiljø, som er skræddersyet den enkelte medarbejder.
Samtidig har åbenhed og ansvarlighed været væsentlige værdier, hvilket blandt andet afspejles i de tiltag, der er gjort for at skabe en bæredygtig reference, herunder grundvandskøling og regnvandsopsamling.
Rambøll gør nu virkelighed af visionen om at skabe plads til flere i det inspirerende domicil og åbner dørene for virksomheder eller organisationer, der ønsker at blive en del af et innovativt arbejdsmiljø.
Se mere om leje af kontorlokaler her
Prestigefyldt pris
World Architecture News (WAN) stiftede prisen i 2005 og i de forløbne seks år er nogle af verdens mest bemærkelsesværdige bebyggelser blevet hædret. WAN Award er en af verdens mest eftertragtede arkitektur- og byggeripriser. I 2010 var de nominerede projekter i en så høj klasse, at det endte med, at selve juryens votering fik mediebevågenhed som en større sportsbegivenhed.