Klimaet har gavn af flere kvindelige ingeniører

Mens politikerne indtager rampelyset i Paris under FN’s klimaforhandlinger, er ingeniørsamfundet allerede i gang med at omsætte ord til handling. En mere ligelig kønsbalance og selvregulerende industrier er afgørende faktorer i kampen mod klimaforandringer, fastslår ny rapport.

Kontakt

Hanne Christensen

Managing Director, Vand
T: +45 5161 8436

Af Morten Lund

”Vi må være taknemmelige for den prisværdige indsats, vores dedikerede videnskabsmænd og ingeniører gør i deres arbejde med at finde løsninger på vores menneskeskabte problemer.”

Selv om de fleste ingeniører nok er mere interesserede i termodynamik og trykbelastning end i Vatikanets velsignelse, var disse ord, udtrykt af Pave Frans i hans manifest om klimaforandringer fra juni 2015, en bemærkelsesværdig anerkendelse af den afgørende rolle, ingeniørsamfundet spiller i bekæmpelsen af klimaforandringer.

Der hersker ingen tvivl om, at politikerne er hovedaktørerne ved COP21-konferencen i Paris og de efterfølgende klimaforhandlinger. Men mens de og andre beslutningstagere fortsat er optaget af ordlyd og kommatering, så er ingeniører rundt omkring i verden allerede i færd med at gøre ord til handling.

For eksempel har The Institution of Engineers, Singapore (IES) - omsat en række roundtable-diskussioner fra The World Engineers Summit i juli 2015 til en ny rapport, som præsenterer industriens best practices og mulige løsninger på, hvordan vi kan opbygge modstandsdygtighed over for klimaforandringer.

Rapporten skal ses som et bidrag fra forretningssektoren til de igangværende klimaforhandlinger i FN og bliver præsenteret på COP21 af ingeniør Seng Chuan Tan, Rambøll Environs’ administrerende direktør for Asien og stillehavsområdet og vicepræsident for The World Federation of Engineering Organizations (WFEO), der repræsenterer 20 millioner ingeniører på tværs af discipliner i mere end 90 lande.

Flere kvinder, tak

IES-rapporten fokuserer kraftigt på kvinders rolle i at skabe modstandsdygtighed over for klimaforandringer. Desværre bliver antallet af kvindelige ingeniører ved med at være lavt, selv om flere kvinder i branchen direkte ville kunne styrke modstandsdygtigheden over for klimaforandringer i et hvilket som helst land, konstaterer rapporten.

”Fordi ingeniørprofessionen traditionelt set er domineret af mænd, er der ikke mange kvinder, som vælger at læse til ingeniør. Derfor vil vi gerne opfordre flere kvinder til at træde ind i ingeniørbranchen og tage deres traditionelle lederrolle fra hjemmet med sig ind i ingeniørsamfundet. Kvinderne kan være rollemodeller i mange flere henseender, end de er i dag, for eksempel når det gælder om at engagere lokalfællesskabet i energibesparelse, genbrug og affaldsanvendelse”, siger Seng Chuan Tan.

Først og fremmest er kvinder typisk gode kommunikatører på arbejdspladsen og indtager en samarbejdsorienteret tilgang, når de undersøger mulige løsninger på problemstillinger. For det andet kan kvinder spille en afgørende rolle som klimaambassadører i og omkring deres hjem, især i landlige områder i Asien, Afrika og Sydamerika, ved at promovere genbrug, energieffektivitet og andre miljørelaterede praksisser, som kan føre til bedre modstandsdygtighed over for klimaforandringer på mikroniveau.

På arbejdsmarkedet er det nødvendigt med lignende initiativer for at bemyndige kvinder, og rapporten foreslår blandt andet at skabe øget opmærksomhed på kønsbalancer og tilbyde mentorship-programmer.

Paven kalder til handling

Selv om regeringerne skal føre an i kampen mod klimaforandringer, kan og skal forretningssektoren også være en afgørende katalysator for udviklingen af fremtidens løsninger på klimaproblematikken, anfører rapporten. For eksempel kan der etableres tvær-industrielle grupper, som har til opgave at pålægge vigtige industrier en række selvregulerende anordninger - ligesom RE100 initiativet, hvor indflydelsesrige virksomheder som Nestlé, Ikea og Nike har forpligtet sig på at opsætte mål for deres brug af vedvarende energi.

Eftersom initiativer på statsniveau i de fleste tilfælde ikke er tilstrækkelige alene, er sådanne initiativer fra industrien afgørende, hvis vi ønsker at begrænse den globale opvarmning til maksimum to grader, mener ekspert i klimapolitik, professor Björn-Ola Linnér fra University of Colorado og Linköping Universitys center for klimaforskning og forskningspolitik i Sverige.

”Frivillige standarter fra virksomhederne kan være et afgørende bidrag, forudsat at de er gearede til at stimulere en radikal bevægelse mod lav kulstofudledning frem for en langsom omstilling. ”, siger Björn-Ola Linnér og tilføjer, at ambitiøse frivillige standarder kan mere end blot at nedbringe CO2-udledning og demonstrere nye teknologier:

”For offentligheden er disse standarder også en stærk symbolsk handling, som viser, at vigtige aktører i samfundet anerkender seriøsiteten af klimaforandringerne og tager deres del af ansvaret for at supplere det, vi kan opnå ved hjælp af regeringsforskrifter.

Symbolik eller ej. Valgfrihed eller ej. Pave Frans er ikke i tvivl. Han mener, at øjeblikkelig handling er nødvendig:

”Konsekvenserne af den nuværende ubalance kan kun reducereres ved, at vi handler målrettet – her og nu”.

De seks vigtigste forslag fra IES-rapporten:

  1. Den finansielle sektor skal i højere grad engageres i arbejdet med klimatilpasning.
  2. Virksomheder bør implementere selvregulerende ordninger, for eksempel gennem kontrolgrupper fra industrien selv.
  3. Ingeniørvirksomheder bør fokusere deres forskning på teknologier, som har omfattende potentiale, såsom at udvinde biodiesel fra alger.
  4. Multinationale virksomheder bør håndhæve globale ledelsessystemer til bl.a. at afstemme miljøstandarder.
  5. Reduktion af klimaforandringer bør være en del af enhver virksomheds key performance indicators.
  6. At bemyndige flere kvinder – for eksempel ved at opmuntre dem til at vælge ingeniøruddannelsen - kan have en direkte effekt på opbygningen af modstandsdygtighed over for klimaforandringer.

Rambøll Danmark

Rambøll Danmark
Hannemanns Allé 53
DK-2300 København S
Tel: +45 5161 1000
Fax +45 5161 1001

Mail: ramboll@ramboll.dk

CVR numre

CVR numre

Rambøll Danmark
35128417

Rambøll Energi
35128417

Rambøll Gruppen
10160669

Rambøll Management Consulting
60997918