Tre store udfordringer for en grønnere spildevandssektor

Klumme: Der blæser grønnere vinde på de danske renseanlæg. Men indsatsen for at reducere energiforbruget bør følges af nye principper for opgørelse og afrapportering af de grønne fremskridt. Og mere fokus på genanvendelse.

Kontakt

Thomas Jensen

Thomas Jensen

Ingeniør
T: +45 5161 8055

Oprindelig bragt i KTC Portalen

Tanken om grøn omstilling har omsider slået igennem i de fleste kommuner – også på landets renseanlæg. Sådan var det ikke for blot 10-15 år siden. Her skulle vandet udelukkende renses så godt som overhovedet muligt. Driften og rensegraden var i fokus, og der blev ikke brugt ret meget krudt på at nedbringe de ressourcer, der skulle til for at drive de mange forskellige funktioner.

I dag er der dog stor lydhørhed og interesse for grønne forslag og initiativer. Hvor man tidligere installerede enorme mængder af energitungt udstyr for at sikre en optimal rensegrad, er der nu kommet fokus på at udskifte det gamle energitunge udstyr med nyt og energioptimerende udstyr som eksempelvis bundbelufterudstyr. Det er også slut med at installere pumper med større kapacitet end nødvendigt, hvilket ellers var ret udbredt for blot nogle år tilbage.

Desuden er det blevet lettere – og ikke mindst billigere – at monitorere og styre tekniske anlæg med måleudstyr. Det har betydet, at man får lettere ved at holde øje med energiforbruget. Og mange producenter konkurrerer i dag på at levere såkaldt BAT-udstyr (Best Available Technologi), hvor der er fokus på multifunktionalitet og energibesparelse.

Stadig lang vej

For nylig slog DANVA imidlertid fast, at det generelle energiforbrug i spildevandssektoren fortsat stiger til trods for de mange nye energibesparende tiltag. Det er ikke helt klarlagt, hvad det skyldes, men en af årsagerne skal muligvis – og ironisk nok – findes i den øgede mængde af udstyr, der skal måle og styre de nye enheder. Så selvom godt begyndt er halvt fuldendt, er der stadig lang vej til, at vi kan tale om en reel grøn omstilling på de danske renseanlæg.

Set fra rådgiverperspektiv står spildevandssektoren over for mindst tre store udfordringer, der skal håndteres, hvis den grønne omstilling for alvor skal slå igennem:

For det første må vi erkende, at vi i disse år gør brug af en ret stor mængde uprøvet teknologi, som vi reelt set ikke kender de langsigtede grønne effekter af. Vi har behov for at gøre os flere og længere erfaringer med mange af disse teknologier for bedre at kunne udpege dem, der er grønnest på lang sigt. Og det kræver, at der afsættes midler og ressourcer til at foretage en evaluering og udvælgelse.

For det andet skal spildevandssektoren blive endnu bedre til at udnytte alle spildevandets ressourcer. Grøn omstilling handler ikke blot om energioptimering, men også om ressourceudnyttelse og genanvendelse. Et godt eksempel er fosfor, som mange er begyndt at genanvende i form af gødning. Der er dog ikke vished for, at fosforen genanvendes på bedst mulige måde. Og generelt er der et enormt potentiale i genanvendelse og udnyttelse af både fosfor og energien i de forskellige processer, der kan udnyttes meget bedre end i dag.

For det tredje har vi brug for en fælles måde at måle og validere de grønne fremskridt på. I øjeblikket måles den grønne effekt af nye tiltag ud fra tiltagenes enkeltvise bidrag til energioptimering efter implementering, og der fokuseres ofte alene på den økonomiske gevinst. Der ses ikke så meget på summen af de respektive tiltag, og parametre som produktion, transport og vedligeholdelse af eksempelvis en ny, energioptimerende pumpe opgøres ikke konsekvent og systematisk.

Behov for langsigtet vugge-til-grav-perspektiv

En fuldbyrdet grøn omstilling kræver en reel vilje i spildevandsektoren og kommunerne, der rækker ud over de enkeltstående her-og-nu-gevinster. Der er behov for fælles principper og en gennemtænkt og holistisk opgørelsesmetode. Jeg har ikke svaret på, hvor de endelige grænser skal sættes, men helt intuitivt virker det for eksempel underligt, at man i dag ikke medtager ressource- og energiforbruget på eksempelvis de BAT-produkter, der produceres i og transporteres fra Kina.

Der er behov for en systematik og opgørelsesmetode, der i højere grad giver plads til et reelt vugge-til-grav-perspektiv. Og det bør understøttes af en revideret økonomisk incitamentsmodel, der honorerer den helhjertede og langsigtede indsats. Ellers risikerer vi at ende med greenwashing i ordets bogstaveligste forstand, og det er der ingen, der har gavn af i det lange løb.

Læs mere

Vores ydelser

Læs mere om vores ydelser inden for spildevand


Rambøll Danmark

Rambøll Danmark
Hannemanns Allé 53
DK-2300 København S
Tel: +45 5161 1000
Fax +45 5161 1001

Mail: ramboll@ramboll.dk

CVR numre

CVR numre

Rambøll Danmark
35128417

Rambøll Energi
35128417

Rambøll Gruppen
10160669

Rambøll Management Consulting
60997918

Rambøll Olie & Gas
35128417