Klimasikring kan åbne nye muligheder for kommunale ejendomme

Ved at screene og klimasikre deres bygninger har kommunale ejendomsselskaber mulighed for både at gardere sig mod de værste skybrudsskader og for samtidig at udvikle bygningernes kernefunktioner.

Kontakt

Thomas Jensen

Thomas Jensen

Ingeniør
T: +45 5161 8055
Michael Fabritius Tengnagel

Michael Fabritius Tengnagel

Ingeniør
T: +45 51618594
Af Thomas Jensen og Michael Fabritius Tengnagel, ingeniører i Rambølls vanddivision

Da vandet væltede ned med uhørt kraft og intensitet i København og på Frederiksberg ved det store skybrud 2. juli 2011, stod det klart for både private og offentlige ejendomsselskaber, at klimaforandringerne er kommet for at blive. Så da skaderne var opgjort og udbedret, tog de ansvarlige i flere kommunale ejendomsselskaber for alvor klimabrillerne på og gik i gang med at undersøge, hvordan bygningerne i højre grad kunne sikres til at modstå følgerne af de klimatiske ændringer.

Screening af de 125 mest udsatte kommunale bygninger

Et af de kommunale boligselskaber, som straks tog affære, var Frederiksberg Ejendomme. Selskabet, der drifter og vedligeholder kommunens godt 200 ejendomme og har ansvaret for kommunens nybyggeri og renoveringsprojekter, tog kontakt til Rambøll for at få gennemført en klima-screening af de 125 mest udsatte kommunale bygninger.

Vi undersøgte bygningerne og udarbejdede en overskuelig rapport om hver enkelt bygning med forslag til henholdsvis oplagte her-og-nu løsninger samt information om hvilke områder, det ville være en god idé at undersøge nærmere. På den måde fik Frederiksberg Ejendomme en oversigt over relevante indsatser i prioriteret rækkefølge.
 

Skolen ved Søerne hårdt ramt i 2014

I 2014 var den imidlertid gal igen. Et nyt skybrud ramte hovedstadsområdet, og en af de bygninger, der var særligt medtaget, var 'Skolen ved Søerne', der ligger på indre Frederiksberg, tæt på Sankt Jørgens Sø. Ved dette skybrud faldt der nogle steder over 100 millimeter regn på kun tre timer, og det var blandt andet gået ud over skolens nylagte gymnastikgulv. 
 
På den baggrund gik vi i gang med en grundig undersøgelse af, hvordan man i endnu højere grad kunne sikre særligt Skolen ved Søerne mod lignende hændelser i fremtiden. Dette projekt førte til et ret detaljeret løsningsnotat, der både indeholdt forslag til initiativer af udelukkende teknisk karakter samt indsatser, der ikke kun kan beskytte skolen ved nye hidsige regnvejrshændelser, men som også har potentiale til at styrke mulighederne for læring og udfoldelse, til gavn for både lærere og elever.
 

Kombineret fodboldbane og åbent auditorium

Et af forslagene gik på at etablere det, man kan kalde for et 'åbent auditorium'. Helt konkret foreslog vi at etablere en nedsænket fodboldbane med tilhørende tribune. Ved kraftig regn kan fodboldbanen fungere som regnvandsreservoir, der samtidig sikrer naturlig nedsivning – og i godt vejr kan området fungere som et udendørs auditorium, der kan være med til at skabe afveksling fra den traditionelle klasseundervisning.
 
Mange skoler arbejder i disse år med at inddrage de udendørs arealer i undervisningen, ikke mindst i forlængelse af skolereformen, og megen forskning peger på, at undervisning i det fri har en positiv effekt for indlæringen. Dermed kan et initiativ, der er født ud af et fokus på risikoen ved kraftige regnvejr, være med til at styrke ejendommens kernefunktion, nemlig undervisningen.
 
I disse år formuleres og implementeres kommunale klimatilpasningsplaner over hele landet. Mange af planerne fører til, at der skal udvikles en række lokale helhedsplaner. Kommunale boligselskaber har naturligvis interesse i disse planer, men det er for mig at se vigtigt, at planerne ikke bliver en sovepude.
 
Der er nemlig en masse, som boligselskaberne selv kan gøre på bygningsniveau – både foranstaltninger af her-og-nu karakter og initiativer, der sigter bredere end kun forebyggelse af skybrudsskader, og som potentielt kan spille smukt sammen med en eventuel lokal klima-relateret helhedsplan. 

Rambøll Danmark

Rambøll Danmark
Hannemanns Allé 53
DK-2300 København S
Tel: +45 5161 1000
Fax +45 5161 1001

Mail: ramboll@ramboll.dk

CVR numre

CVR numre

Rambøll Danmark
35128417

Rambøll Energi
35128417

Rambøll Gruppen
10160669

Rambøll Management Consulting
60997918