Ingeniørmanglen er en fælles udfordring og et fælles ansvar

Danmark kommer til at mangle 10.000 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater i 2025. Det viser den netop udkomne prognose udarbejdet af Ingeniørforeningen IDA for Engineer the Future. Selvom det er 3500 færre end prognosen fra 2015, er udsigterne stadig alarmerende. For ingeniørmanglen har vidtrækkende konsekvenser – ikke kun for os i branchen, men for hele det danske samfund på længere sigt. 

Kontakt

Ib Enevoldsen

Ib Enevoldsen

Managing Director, Rambøll Danmark
T: +45 5161 6674
Af Ib Enevoldsen, administrerende direktør, Rambøll i Danmark 

Vi i branchen forsøger at løse udfordringen dels ved at hente udenlandske medarbejdere til Danmark, dels ved at flytte opgaverne til udlandet. Men udfordringen ved at flytte opgaverne til udlandet – eller i værste fald at tabe opgaverne til konkurrenter i udlandet, fordi vi ikke kan levere ingeniørerne selv - er, at vi mister knowhow i Danmark.

I stedet opbygges den i udlandet. Det går ud over innovationskraften, som er en nødvendig udviklingsvej for danske virksomheder i den globale konkurrence. Når konkurrenceevnen bliver svækket, går det ud over de fremtidige vækstmuligheder og vores velfærdssamfund på sigt. Ingeniørmanglen rammer med andre ord os alle. 

Men vi kan komme langt med fælles hjælp, hvis både vi i branchen, uddannelsessystemet og forældrene til de unge giver en hånd med. For jeg tror på, at problemet skal og kan løses tidligt ved at inspirere med en attraktiv fortælling om ingeniører og teknikere tidligt i de unges liv.

I Folkeskolen skal vi fortsætte arbejdet med at forbedre undervisningen i de tekniske og naturvidenskabelige fag. Det kræver flere linjefagsuddannede lærere i natur og teknik og ordentlige fysiske rammer. Det vil bidrage til, at flere unge får lysten og de rette forudsætninger for at tage en uddannelse som fx ingeniør.

Jeg glæder mig samtidig også meget over regeringens udmelding om at igangsætte en Teknologipagt, hvor et tæt samarbejde med erhvervsliv, herunder Foreningen af Rådgivende Ingeniører, og uddannelsesinstitutioner skal få flere unge til at interessere sig og uddanne sig indenfor det digitale og tekniske område – et initiativ, som Rambøll bakker fuldt op om. 

Forældrene til de unge har også en vigtig, men ofte overset rolle, i at inspirere deres børn til at interessere sig for de matematiske og tekniske fag. De færreste unge har planlagt hele deres karriereforløb. Men med et solidt matematisk fundament i ryggen fra folkeskolen og gymnasiet, opnår de unge fuld valgfrihed på uddannelsesspektret. Forældrene bør derfor tidligt motivere deres børn til at tage matematikken alvorligt og støtte dem i at udvikle deres matematiske evner. 

Sidst men ikke mindst skal vi i branchen være med til at skabe en ny fortælling om ingeniører og cand.scient’er, der kan styrke den faglige stolthed og tiltrække unge til faget. Vi skal synliggøre, at vi er dem, der skaber løsninger på fremtidens største udfordringer, hvad enten er at ved at rense verdens vand, lave affald om til energi, minimere myldretiden eller gøre byerne grønnere - for blot at nævne nogle af de mange eksempler på den samfundsforandring, ingeniører er med til at skabe. 

Hvis vi står sammen og deler ansvar for at løse problemet ved bruge kræfterne der, hvor vi hver især har vores styrker og forpligtelser, kan vi sætte skub i en positiv udvikling til gavn for hele Danmark. 

Rambøll Danmark

Rambøll Danmark
Hannemanns Allé 53
DK-2300 København S
Tel: +45 5161 1000
Fax +45 5161 1001

Mail: ramboll@ramboll.dk

CVR numre

CVR numre

Rambøll Danmark
35128417

Rambøll Energi
35128417

Rambøll Gruppen
10160669

Rambøll Management Consulting
60997918