Sådan får vi grøn, billig og sikker energi

Vi har brug for et smart energisystem, der binder el-, gas- og fjernvarmesystemerne sammen.

Kontakt

Thomas Rand

Landechef, Rambøll Energi Danmark
T: +45 5161 8610

Debatindlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 24. april 2017.

Af: Morten Pedersen , senior manager, Rambøll og Thomas Rand, direktør for Energi, Rambøll

Danskernes energiforsyning skal i fremtiden opfylde mindst tre ting på én gang: Den skal leve op til vores klimamål om uafhængighed af fossile brændsler i 2050, den skal være til at betale, og den skal være så sikker og stabil som muligt.

Det er svært at opfylde, og derfor nedsatte regeringen sidste forår en energikommission, der skulle analysere og vurdere udviklingstendenserne i energisektoren. Kommissionen kommer efter planen med sine anbefalinger til en omkostningseffektiv dansk energipolitik for perioden 2020-2030 den 24. april. Rambøll har givet input til kommissionens arbejde. Og for os som for mange andre er der ingen tvivl om, at fremtidens energisystem skal baseres på strøm fra vedvarende kilder, især vind og sol. Men når energiforsyningen er afhængig af, hvordan vinden blæser, eller hvor meget solen skinner, stiller det store krav til systemet. Vi skal blive endnu bedre til at udnytte vores energi med det samme, elproduktionen skal kunne anvendes til så mange formål som muligt, og vi skal kunne lagre den effektivt. Derfor har vi brug for et smart energisystem, der binder el-, gas- og fjernvarmesystemerne sammen.

Hvordan når vi så dertil? Vi anbefaler, at politikerne især investerer på tre nøgleområder:

For det første skal Danmarks i forvejen effektive fjernvarmesystem udbygges og udstyres med store varmepumper, som kan konvertere strøm fra f.eks. vindmøller til varme – som kan bruges eller lagres i fjernvarmesystemet. I områder uden for fjernvarmesystemerne skal der installeres smarte hybridanlæg, der kombinerer små varmepumper med biogas. Denne udbygning vil formentlig kræve afgiftsændringer – men det vil tjene sig ind samfundsøkonomisk på lang sigt.

Det næste nødvendige skridt er en udbygning af den danske bæredygtige biogasproduktion. I et energisystem med fluktuerende forsyning fra vind og sol er der fortsat brug for energikilder, som man let kan skrue op og ned for. I mange områder vil biogas kunne spille en betydelig rolle som erstatning for naturgas og biomasse. Det vil også afhjælpe en række miljømæssige udfordringer i naturen og i landbruget og give bonus i klimaregnskabet. Der er heldigvis allerede et positivt, politisk fokus på biogas i Danmark – men det vil kræve en vedholdende indsats at sikre en fortsat udbygning, som en integreret del af et samlet, smart energisystem.

Den tredje investering bør være i energiplanlægning. Et smart energisystem forudsætter, at man nationalt og lokalt kan sammentænke mange forskellige typer energiproduktion og energianvendelse, så systemet bliver så omkostningseffektivt som muligt. Det vil kræve en betydelig styrkelse af planlægningen i kommunerne, både i form af ressourcer og kompetencer. Det vil være investeringer, der er små i sammenligning med de andre investeringer, der skal foretages – og som vil tjene sig selv hjem mange gange.

Disse tre tiltag vil senere i takt med teknologiudviklingen kunne udbygges løbende med f.eks. elbiler og smarte boliger. Men beslutningen om disse første kloge investeringer bør træffes snart, så der ikke foretages kostbare fejlinvesteringer i andre, mere midlertidige løsninger. Da der samtidig er tale om løsninger og teknologier, som i de kommende årtier vil blive udbredt i mange lande, og hvor danske virksomheder er førende, vil investeringer herhjemme også være en stor hjælpende hånd til den fremtidige danske grønne eksport.

Læs mere:

Rambølls energistrategi


Ydelser & Sektorer: Energiplanlængning

Rambøll Danmark

Rambøll Danmark
Hannemanns Allé 53
DK-2300 København S
Tel: +45 5161 1000
Fax +45 5161 1001

Mail: ramboll@ramboll.dk

CVR numre

CVR numre

Rambøll Danmark
35128417

Rambøll Energi
35128417

Rambøll Gruppen
10160669

Rambøll Management Consulting
60997918

Rambøll Olie & Gas
35128417