dcsimg Uforløst potentiale i kommunale rehabiliteringsforløb  - Rambøll i Danmark
    
|
Old man working out
8. november 2017

Uforløst potentiale i kommunale rehabiliteringsforløb

Borgerne er tilfredse med de rehabiliteringsforløb, der er blevet tilbudt efter servicelovens § 83 a. Det viser en undersøgelse fra Rambøll Management Consulting. Der er dog stadig gevinster at hente for de kommuner, der formår at organisere instanserne optimalt og sikre sammenhæng på tværs af fagligheder.

 

Af Mathilde Holm Rasmussen

Rambølls undersøgelse af praksis og oplevelse af servicelovens § 83 a viser stor tilfredshed blandt borgerne. Men der findes stadig stort potentiale i kommunerne for yderligere forbedringer i organiseringen af loven.

Servicelovens § 83 a trådte i kraft 1. januar 2015. Den siger, at kommunerne skal tilbyde et rehabiliteringsforløb, hvis det vurderes at kunne forbedre borgerens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjemmehjælp.

Loven har nu fungeret i praksis i halvandet år. For at få et indblik i, hvordan praksis ser ud i kommunerne, har Rambøll Management Consulting på vegne af Sundheds- og Ældreministeriet gennemført en praksisundersøgelse, ”Praksisundersøgelse af § 83 a”. Formålet med undersøgelsen er at beskrive kommunernes praksis af § 83 a samt borgernes oplevelse og udbytte af rehabiliteringsforløbene. 

Plads til forbedring trods stor tilfredshed
Undersøgelsen viser stor tilfredshed blandt borgere i rehabiliteringsforløb. 65 procent af de ældre kvinder og mænd svarede, at rehabilitering har hjulpet dem til selv at klare flere ting i hverdagen, og seks ud af ti oplever, at forløbet har forhøjet deres livskvalitet.

Men loven er stadig ny, og der findes ikke nogen fast model for, hvordan kommunerne skal organisere loven i praksis – en såkaldt organisationsmodel. På trods af borgernes tilfredshed er der stadig stort potentiale for yderligere forbedringer til gavn for både borgere og kommune. I de otte kommuner, Rambøll har undersøgt, viste der sig at være hele fem forskellige organisationsmodeller. Og det hænger sammen med, at der er mange måder at organisere loven på, mener Helle Stentoft Dalum, der er seniorkonsulent i Rambøll Management Consulting og en af kræfterne bag praksisundersøgelsen. Hun siger:

- Ingen kommuner er ens, og derfor kan alle kommuner heller ikke bruge den samme organisationsmodel. At finde den mest effektive model i den enkelte kommune kræver stor indsigt i og analyse af egen praksis.

Få styr på praksis og overgange
I arbejdet med at forme en effektiv organisationsmodel, er det ifølge Helle Stentoft Dalum særligt vigtigt, at kommunerne får analyseret deres nuværende praksis og samtidig fokuserer på de overgange, en borger gennemgår i et rehabiliteringsforløb.

En overgang i et rehabiliteringsforløb kan eksempelvis være kommunens samarbejde om en borger på tværs af fagligheder samt den overgang, der sker, når en borger går fra at være i et rehabiliteringsforløb til eksempelvis at modtage personlig hjælp eller praktiske ydelser fra hjemmeplejen efter § 83.

- En borger i et rehabiliteringsforløb er i kontakt med mange fagpersoner – hjemmepleje, fysioterapeuter, diætister mfl. Og det er vigtigt at sørge for, at der er den rette koordination mellem disse fagligheder, særligt når borgeren stopper i sit rehabiliteringsforløb. Vi ved jo ikke endnu, om borgeren igen svækker sit funktionsniveau, når forløbet er slut. Der kan være behov for at holde øje med, at borgeren fortsat selv kan klare hverdagen bedre, når forløbet er slut, siger Helle.

Ifølge Helle Stentoft Dalum er sådanne overgange et punkt i praksis, som ofte bliver overset, fordi nogle kommuner har et fokus på det enkelte forløb i stedet for at se på hele borgerforløbet og dermed også gode overgange. Men et fokus på overgangene til at klare sig på egen hånd eller med kompenserende støtte fra hjemmeplejen har stor betydning – særligt for borgere, der er i rehabiliteringsforløb.

- Det er vigtigt at tænke på, at de borgere, der har brug for et rehabiliteringsforløb, er i en skrøbelig situation. Både fysisk og psykisk. Det betyder noget, at de får et godt forløb – og et godt forløb for borgerne er også det mest rentable for kommunerne. Det handler både om værdi for borgeren og værdi for kommunen, fortæller Rambøll-eksperten.

Kommunerne bør altså have særligt fokus på overgange, når de praktiserer § 83 a. Men helt generelt kan der være behov for en grundig indsigt i og analyse af kommunens situation, inden en organisationsmodel fastlægges. Det mener Michael Friis Larsen, seniorkonsulent i Rambøll Management Consulting og projektleder i praksisundersøgelsen.

Kommunerne bør analysere egen praksis
Undersøgelsen viser, hvordan kommunerne arbejder netop nu. Den siger ikke noget om, hvordan kommunerne bør implementere loven, eller hvordan de kan organisere sig bedst muligt. Ifølge Michael Friis Larsen kan kommunerne benytte praksisundersøgelsen som inspiration til udvikling af deres indsatser på området, men herudover bør de arbejde målrettet på at finde frem til den optimale model i den enkelte kommune.

Ifølge Michael Friis Larsen er det centralt for kommunerne, at de bliver i stand til løbende at evaluere på egen indsats. Kommunerne bør løbende dykke ned i data og spørge sig selv: Hvilke udfordringer og muligheder har vi? Og hvordan fungerer vores nuværende praksis?

- Kommunerne ligger allerede inde med en stor mængde data, efter at § 83 a nu har eksisteret i over halvandet år. Denne data bør analyseres, så kommunerne kan blive mere specifikke på, hvordan deres indsats virker. Derudover vil det for mange kommuner være en fordel at etablere en registreringspraksis, der gør det muligt at udarbejde analyser af data som grundlag for ledelsesbeslutninger på området, siger Michael Friis Larsen.

Fakta om § 83 a:

  • Servicelovens § 83 a blev indført 1. januar 2015
  • Loven siger, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde et korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb til personer med nedsat funktionsevne, hvis det vurderes at kunne forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjælp efter § 83 (hjemmehjælp).
  • Der findes ikke nogen overordnet fast model for, hvordan kommunerne skal organisere § 83 a.

Du kan læse mere om § 83 a her

Hvis du ønsker, at vide mere om § 83 a, og hvordan din kommune kan optimere arbejdet med rehabilitering, er du velkommen til at kontakte os.

Michael Friis Larsen
Senior Consultant
M51611781
Emifl@ramboll.com
HSD
Helle Stentoft Dalum
Senior Consultant
M5161 2520
Ehsd@ramboll.com