Nyt samarbejde med Stanford University om Californiens grundvand

6. august 2018
I samarbejde med et af verdens førende universiteter, Stanford i Californien, skal Rambøll og en række øvrige danske virksomheder videreudvikle danske løsninger og bringe dem i anvendelse i Californiens nye grundvandsprogram.
Helikopter bærer en stor elektromagnet, som kan detektere forskellige jordlag og grundvandsforekomster

Helikopter bærer en stor elektromagnet, som kan detektere forskellige jordlag og grundvandsforekomster

Kontakt

Max Halkjær

Global Service Line Leader, Water Resources Management
T: +45 5161 2960

Vandressourcer

Californien har i de seneste år oplevet problemer med grundvandsforurening og faldende grundvandsniveauer. Det skyldes både en længerevarende tørke og en boomende landbrugsindustri, som særligt i tørre år trækker hårdt på grundvandet.

Et nyt ambitiøst projekt skal på den baggrund overføre og videreudvikle dansk viden på området til Californien. Formålet er ikke bare at sikre rent og rigeligt grundvand i Californien, men også at videreudvikle teknologien bag de danske løsninger i samarbejde med Stanford University. 

”I Californien er myndighederne i gang med et omfattende program på grundvandsområdet, der kan sammenlignes med den grundvandskortlægning, som vi har gennemført i Danmark. Derfor giver det god mening at dele viden og erfaring fra Danmark på både det metodemæssige og teknologiske område,” siger Max Halkjær, ekspert i vandressourcer hos Rambøll. 

I Californien alene skal cirka 400 grundvandsorganisationer fordelt over 127 grundvandsmagasiner de næste tre-fem år udvikle grundvandsplaner for enorme beløb. 

Stanford: Danmark er langt fremme

Ud over at danske virksomheder får en central rolle i det Californiske grundvandsprogram, som løber over de næste tyve år, skal projektet udvikle danske metoder gennem samarbejdet med førende forskere fra Stanford & Aarhus Universitet. 

- Vi kan se at Danmark er langt fremme med mange af de samme udfordringer, som Californien netop nu står over for. Det gælder både en mere detaljeret kortlægning af undergrunden og smartere håndtering af grundvandsdata. Vores mål er at sikre grundvandet og garantere forsyningssikkerheden for borgerne, og her kan vi både bruge og videreudvikle de danske løsninger, siger projektets initiativtager, Professor Rosemary Knight fra Stanford University.

En af de danske erfaringer, som Californien kan drage fordel af, er den luftbårne overvågning, som foretages af den danske virksomhed SkyTEM i samarbejde med Rambøll. Metoden minder mest af alt om en flyvende MR-scanner. En helikopter går på vingerne med en stor elektromagnet, som kan detektere forskellige jordlag og grundvandsforekomster. Når data om grundvandet er indsamlet, skal de bruges til at forklare grundvandsarkitekturen, og her kan blandt andet viden fra danske I-GIS gøre en forskel i Californien.

Projektet kommer i kølvandet på en nylig politisk samarbejdsaftale på vandområdet mellem Californien og Danmark, og Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) har netop tildelt godt 4 mio. kr. i støtte til en del af projektet.

Relaterede artikler

Rambøll skal være med til at kortlægge grundvand i Californien

Danmark og Californien indleder samarbejde om vand

Rambøll Danmark

Rambøll Danmark
Hannemanns Allé 53
DK-2300 København S
Tel: +45 5161 1000
Fax +45 5161 1001

Mail: ramboll@ramboll.dk

CVR numre

CVR numre

Rambøll Danmark
35128417

Rambøll Energi
35128417

Rambøll Gruppen
10160669

Rambøll Management Consulting
60997918