dcsimg Her går æstetik og teknik op i en højere enhed - Rambøll i Danmark
    
|
Jan Haaning Thomsen foran Arlas nye Innovationscenter, hvor den røde kontor- og laboratoriedel griber om den grå mejeridel i baggrunden

Her går æstetik og teknik op i en højere enhed

Arla Innovation Centre integrerer kontorer, laboratorier og forsøgsmejeri på holistisk vis. Det er et eksempel på en ny type innovationscentre, der breder sig i disse år.
 

Af Michael Rothenborg

Når bygninger skal designes, sker det nogle gange, at de tekniske krav trumfer de æstetiske og de lavpraktiske. Men det er ikke sket på Arlas nye innovationscenter i Aarhus.

”Her har vi lagt vægt på at få teknikken, æstetikken og det praktiske til at gå op i en højere, holistisk enhed”, siger Hardy Kjærgaard, direktør i Arla.

Projektleder for Arkitektur & Integreret Design i Rambøll Jan Haaning Thomsen supplerer:

”Vi har integreret teknikken, så den stadig fungerer optimalt, men ikke er synlig på en uhensigtsmæssig måde”.

Et godt eksempel er den 60 m2 store specialglasvæg ind til forsøgsmejeriet. Her skal skoleklasser og delegationer kunne se, hvad der foregår i mejeriet direkte fra bygningens atrium, og det ville de ikke have kunnet, hvis man havde fulgt det oprindelige tekniske oplæg og hængt ventilationsposer og akustikbafler  langt nede i mejerirummet. Så havde de nemlig taget meget af udsynet.

”Vi fik placeret akustikbaflerne længere oppe under lofterne end det lydmæssigt er optimalt, men så måtte  vi sætte nogle flere op. Det var nødvendigt for at tilgodese udsynet”, fortæller Jan Haaning Thomsen.

Samtidig har man sørget for, at støj og lugt fra forsøgsmejeriet eller damp, isvandsproduktion og andre tekniske installationer i kælderen ikke generer i andre dele af bygningen – ligesom der er taget højde for de skrappe hygiejnekrav på vej til og fra mejeriet. 

Blazerjakker møder hvide træsko

Også i det overordnede arkitektoniske koncept for Arla Innovation Centre er der lagt vægt på integration og holisme. På vej hen til bygningen kan man se, hvordan det kobberbeklædte traditionelle kontorbyggeri griber om den grå industrielle beton, der rummer mejeridelen. På den måde er æstetiske virkemidler som materialevalg og kontrasterende teksturer, anvendt til at fortælle historien om en bygning der raffineret kobler de funktionelle forskelligheder.  

Bygningen bærer også præg af mangfoldighed, set indefra:

”Blazerjakker og blankpudsede sko mødes med kitler og hvide træsko”, som Jan Haaning Thomsen udtrykker det.

Møderne mellem bygningens mange faggrupper; forskere, mejerister og produktudviklere foregår ikke kun i de gængse møderum, men også spontant i det dynamiske atrium eller i et af bygningens mange zoner til improviserede møder. Blandt andet  på hovedtrappen hvor puder skal få folk til at slå sig ned foran den grønne plantevæg. Her kan de opfylde et af husets hovedformål: ”at gøre halve ideer til hele”. Altså bruge forskellige fagligheder til at udvikle bedre produkter til Arlas kunder.

Atrium med å og komule

Medarbejderne kan tage et spontant møde og for eksempel snake om, om man skal gøre en ny yoghurt sødere eller mere skarp i smagen efter, at et forbrugerpanel har smagt på den i sofaen og de andre hjemlige omgivelser i Consumer House-rummet. Eller de kan drøfte, hvordan den nye forsøgsost vil klare sig under henholdsvis danske eller mellemøstlige temperaturer.

”Det er ikke bare teori. De her spontane møder opstår faktisk”, understreger Hardy Kjærgaard.

”Og med bredere og mere kvalificeret input har vi større chance for at udvikle bedre og mere succesfulde produkter – måske endda blockbustere som Kærgården”, tilføjer han.

Det lyse atrium rummer også en lille å i form af et rislende vandbassin, den grønne plantevæg og forskellige træbeklædninger på gulve og inventar. Og så er der 180 graders kig ud til markerne i det nordlige Aarhus fra den store glasvæg, som de græssende køer udenfor næsten kan komme op og trykke mulen imod.

”Hele tanken har været at invitere naturen indenfor – den natur, der jo er så stor del af grundlaget for Arlas virke”, siger Hardy Kjærgaard.  

Andre innovationscentre på vej

Det var Arlas tidligere innovationsdirektør, der fik ideen til bygningen i 2012. Det nye innovationscenter afløser et gammelt, hvor disciplinerne var helt separerede og kun mødtes i kantinen – hvis de da overhovedet spiste på samme tidspunkt. Det betød, at man havde sværere ved at arbejde sammen – og især ved at brainstorme og udvikle sammen.

Ideen om denne slags mere integrerede og altfavnende innovationshuse breder sig. Jan Haaning Thomsens afdeling arbejder også på et i Hillerød til Foss, der er en af verdens førende leverandører af måleinstrumenter til fødevareindustrien. Og Rambøll har tidligere hjulpet Oticon-datterselskabet Interacoustics, med at opføre et innovationshus med lydstudier og laboratorier integreret med traditionelle åbne kontorer i Middelfart.

”Så vi er efterhånden ved at få ganske god erfaring med denne type byggeri”, siger Jan Haaning Thomsen.

Arla Foods Innovation Centre blev indviet i maj 2017. Ud over innovation har der også været fokus på energiforbruget; centret er således opført i bygningsklasse 2020 og er CO2-neutralt. Rambølls arkitekter i Aarhus har været totalrådgivere, ligesom alle ingeniørdiscipliner er udført af Rambøll.

 

 

Kontakt

Jan Haaning Thomsen
Jan Haaning Thomsen
Faglig leder, Arkitektur & Design, Arkitekt MAA, Aarhus
T+45 5161 2461
Ejaht@ramboll.dk