dcsimg Han skal køre Rambøll i front på transport - Rambøll i Danmark
    
|
Peter Heymann Andersen
18. april 2017

Han skal køre Rambøll i front på transport

Peter Heymann Andersen er ny global direktør for Rambøll koncernens transportområde med 2.600 medarbejdere og en årlig omsætning på 2,4 milliarder kroner. Inden for de næste fire år skal han føre Rambøll op i den øverste globale liga på transportområdet.
 

Det er en driftig leder med kommerciel tæft og stor international erfaring, som Rambøll har valgt til at stå i spidsen for internationaliseringen af koncernens globale transportenhed. Som ny global direktør skal Peter Heymann Andersen, 52, i et tæt samarbejde med sine kolleger i rundt om i verden gøre Rambøll til en af de førende rådgivere inden for transport og infrastruktur på verdensmarkedet. Hans egen personlige ambition er at fordoble omsætningen inden for de næste fem år.  

Han er hentet i egne rækker og kommer senest fra en stilling som Executive Director i Rambølls internationale forretningsenhed for Energi. På syv år er omsætningen i forretningsenheden steget 2,5 gange og medarbejderne vokset fra knap 300 til 800. Med projekter i mere end 45 lande og over halvdelen af omsætningen hentet i udlandet er Energi samtidig Rambølls mest internationale forretningsområde.

Den samme succesfulde internationalisering skal han nu drive på transportområdet. Det er en opgave, der blandt andet består i at udvikle Rambølls transportområde fra at være en primært geografisk orienteret forretning, hvor lokale relationer er i højsædet, til at blive en mere markedsorienteret forretning med et international mindset, hvor globalt tværgående samarbejde bliver et nøgleord. Undervejs skal han ryste posen og identificere Rambølls fokusydelser på transportområdet og sætte et nyt internationalt ledelseshold til at føre visionerne ud i livet.

Stærkt kommercielt og internationalt mindset

”Peter Heymann Andersen er en af vores mest erfarne ledere inden for international forretningsudvikling og global ekspansion. Han har et skarpt kommercielt mindset og kundefokus, som han evner at inspirere sine ledere og medarbejdere med, så de tager fuldt ejerskab til den kurs, han sætter. Efter 16 år i koncernen har han en stor international kontaktflade, og jeg er overbevist om, at han er den helt rigtige mand til tage Rambøll til det næste niveau som global rådgiver på transportområdet,” siger koncerndirektør Søren Holm Johansen.

Peter Heymann Andersen ser store muligheder på det internationale marked for transport- og infra-strukturprojekter, hvor Rambøll oplever en stigende efterspørgsel fra kunder internationalt.

”Rambøll har en stærk platform på transportområdet og et endnu større globalt potentiale, når vi får samlet kræfterne internationalt. Jeg ser store muligheder inden for broer, tunneller, havne og luftfart globalt. På baneområdet har vi især store forventninger til vores vækst i Europa, hvor der er mange opgraderingsprojekter både på metro-, letbane- og jernbaneprojekter de kommende år. Den internationaliseringsproces Rambøll står overfor på transportområdet betyder, at vi i højere grad end før vil kunne tilbyde det bedste fra Rambøll til kunden. Det giver en øget konkurrenceevne, og det globale samarbejde giver ikke mindst vores mange kompetente medarbejdere nye udviklingsmuligheder,” siger Peter Heymann Andersen, global direktør i Rambøll Transport.

Rambølls forretningsenhed for Transport står i dag bag nogle af Danmark og verdens største infrastrukturprojekter, som tæller blandt andet Fehmerntunellen, Dohas nye Green Line, som udgør et vigtigt element i byens nye metrosystem, en ny lufthavn og havn i Manila og Nordeuropas største broprojekt the Queensferry Crossing i Skotland.

Peter Heymann Andersen er uddannet ingeniør fra DTU suppleret med en Graduate Diploma i international business. Han er gift med Hanne gennem 20 år, som han har to børn på 19 og 22 år sammen med. Fritiden går med løbeture i Danmark eller ude i verden samt krimier og ledelsesstrategibøger, hvis han ikke arbejder på totalrenoveringen af familiens hus i Rungsted.

Kontakt

Peter Heymann Andersen
Peter Heymann Andersen
Managing Director, Transport
T+45 5161 8454
Epeha@ramboll.com