dcsimg Dansk livemusik stormer frem - Rambøll i Danmark
    
|
28. juni 2017

Dansk livemusik stormer frem

Ifølge rapporten ’Dansk Musikomsætning 2016’ omsatte musikbranchen for næsten 7,5 milliarder kroner sidste år. En stigning på 10 % særligt drevet af livemusik. Det viser Rambølls årlige opgørelse af branchens bidrag til samfundsøkonomien.
 

Fra intimkoncerter over stadionrock til by-festivaller. Der er nok at skråle med på for danskerne, og nye tal for musikomsætningen lyder som sød musik for branchen. Omsætning steg i 2016 med 10 procent i forhold til året før og bidrog således med knap 7,5 milliarder kroner til den danske samfundsøkonomi. Det dokumenterer rapporten ’Dansk Musikomsætning 2016’, som Rambøll Management Consulting har udarbejdet på vegne af den samlede danske musikbranche.

Livemusik og eksport sørger for fremgang
Rapporten viser samtidig, at kilderne til fremgangen blandt andet skal findes i livemusikken og i eksporten af dansk musik. Liveområdet går frem med hele 500 millioner i forhold til 2015, og udgør i 2016 60,5 procent af branchens samlede omsætning.

- Vi kan selvfølgelig kun være glade for den samlede vækst i branchen. Den vidner om branchens professionelle tilgang til musikken som erhverv. Samtidig er det afgørende for den indspillede musik, at vi får styr på det digitale marked, som er præget af ulige vilkår for streamingtjenesterne, siger Kodas direktør, Anders Lassen. 

Appetit på mere
Det er femte år i træk, at Rambøll udarbejder opgørelsen på vegne af IFPI, Koda, Dansk Live, MXD, Gramex og Musikforlæggerne. Og med endnu en stigning i 2016 har musikbranchen oplevet en samlet vækst på 23 procent siden 2012.

Den vækst er et udtryk for, at danskerne har stor appetit på musikalske oplevelser, siger Rambølls cheføkonom, Jakob Rosenberg Nielsen:

- Man skulle tro, at markedet for livemusik var ved at være mættet. Men vi kan se af vores tal, at det langt fra er tilfældet. Fremkomsten af by-festivaller som Northside og Tinderbox kan være et udtryk for, at adgang til et rigt kulturudbud fylder stadig mere for danskerne i forhold til det gode byliv. Hvis vi sammenligner med de bedst tilgængelig tal fra Norge og Sverige, ser det da også ud til, at danskerne bruger flere penge på musik pr. indbygger end vores to skandinaviske naboer.

Største eksportvækst nogensinde
De danske musikeres indtog på de globale hitlister viser sig også i rapporten. Musikeksporten går frem med hele 33 procent, hvilket er den største fremgang, siden første gang den samlede omsætning blev opgjort. Samtidig er denne fremgang også et udtryk for, at musikturisterne, der kom-mer til Danmark, bruger flere penge end tidligere.


Fakta fra Dansk Musikomsætningen 2016

Musikbranchens bidrag til samfundsøkonomien

  • Musikbranchen har en omsætning på 7,482 milliarder i 2016
  • Den årlige omsætning svarer til 4.476 årsværk (et årsværk udgør 37 timers arbejde i 52 uger = 1924 timer)

Indspillet musik

  • Indspillet musik udgør 39,5 procent af den samlede omsætning i musikbranchen i 2016 svarende til 2,955 milliarder

Livemusik

  • Livemusik udgør 60,5 procent af den samlede omsætning i musikbranchen i 2016 svarende til 4,527 milliarder

Musikeksporten

  • Musikeksport udgør 10 procent af den samlede omsætning i musikbranchen i 2016 svarende til 750 millioner

Metode
Dansk Musikomsætning opgør den økonomiske værdi på bruttoniveau – altså den økonomiske værdi, som musikken skaber i yderste led af den økonomiske værdikæde. Kigger man på årsopgørelser fra organisationerne bag opgørelsen, er det som oftest opgjort på nettoniveau. Derfor er tallene ikke sammenlignelige.

Bag rapporten
Rambøll har udarbejdet Dansk Musikomsætning 2016 på vegne af IFPI, Koda, Dansk Live, MXD, Gramex og Musikforlæggerne.

 

Hent rapporten

 
New York skyline
Få et indblik i Dansk Musik

2016 var et godt år for dansk musik. Hent rapporten 'Dansk Musikomsætning 2016' og dyk ned i de tallene.

Hent Dansk Musikomsætning 2016

Kontakt

Henrik Seiding
Executive Director, Management Consulting
M5161 8255
Ehers@ramboll.com