Kompetenceudvikling i Rambøll er lig med læring – læring i jobbet og læring via uddannelse.
Læring i jobbet
Den væsentligste kompetenceudvikling finder sted i jobbet, når medarbejderen bliver stillet og løser udfordrende opgaver. Vil man være blandt de bedste inden for sit område, kræver det "jord under neglene", og det er der god mulighed for med de mange spændende projekter, vi løser for vores kunder.
En af de vigtigste måder at udvikle sig på er ved at lære af Rambølls mange erfarne og dygtige medarbejdere, som hver især er blandt de dygtigste inden for deres områder.
Faglige netværk
I Rambøll er der flere eksempler på interne faglige netværk, hvor medarbejdere er gået sammen for at lære og dygtiggøre sig inden for et fælles område, som er vigtigt i forhold til deres daglige arbejdsopgaver.
Disse netværk er udgangspunkt for en vigtig videndeling, der bidrager til den enkelte medarbejders udvikling. Samtidig medvirker det til en endnu bedre arbejdspræstation.
Mentorordninger
Som nyuddannet nyansat i Rambøll indgår du i en mentorordning, hvor du tilknyttes en erfaren medarbejder. Man kan beskrive det som en form for mesterlære – tilpasset en moderne videnvirksomhed.
Under beskyttende vinger af en eller flere erfarne kolleger får du en introduktion til Rambøll, arbejdsområdet og opgaverne. Du har selvfølgelig samtidigt mulighed for at præge dine opgaver og tage selvstændigt ansvar, som vokser i takt med, at du tilegner dig erfaring.
Et tæt samarbejde mellem nyuddannede og erfarne kolleger er en unik mulighed for videndeling. Den nyuddannede har fingeren på pulsen, mens den erfarne kender best practice. Det er vores erfaring, at dette samarbejde tilsammen bidrager til at skabe de mest innovative og optimale løsninger.
Læring via uddannelse
Rambøll har et stort internt kursusudbud, hvor vi årligt udbyder ca. 150 forskellige kurser inden for kategorierne fag-, sprog-, IT- og generelle kurser.
Vi har også Rambøll Academy, der tilbyder udviklingsforløb for projektledere og projektmedarbejdere samt kontinuerlige forløb for ledere til udvikling af ledelseskompetencerne. Du kan læse mere om Rambøll Academy her.