dcsimg Guide: Sådan opfylder du dine karrieredrømme - Rambøll i Danmark
     
|
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Guide: Sådan opfylder du dine karrieredrømme

Vær proaktiv, åben og sats på fagligheden. Det kan bringe dig tættere på lederdrømmen, lyder nogle af
rådene fra Ronni Holm Dam, seniordirektør for Large Projects i Rambøll Danmark. Han giver her fem bud på, hvordan du som ung ingeniør skubber karrieren i den retning, du ønsker. 
 

Artiklen blev bragt i Ingeniøren den 24. juni 2016.
Af Lene Wessel lw@ing.dk

VÆR PROAKTIV

Først og fremmest gælder det om at være proaktiv, hvis du vil have indflydelse på, hvilke projekter du
kommer på, og hvis du vil påvirke den retning, din karriere tager. Gør derfor opmærksom på dig selv og
skab kontakter i hele organisationen. Hvis du bare sidder stille i et hjørne, bliver du placeret dér, hvor
de lige mangler én. Hos Rambøll lærer de unge medarbejdere at se kollegerne som interne kunder, som de skal opsøge for at gøre opmærksom på sig selv, så de kan blive headhuntet til spændende projekter. På den måde skal du i en eller anden forstand skabe din egen forretning. Projektledere vil helst have en dygtig, ambitiøs og ung ingeniør på holdet. Så hvis du udstråler ‘her kommer jeg’, opfattes det kun meget positivt.

VÆR ÅBEN

Det er okay at have ambitioner om at blive projektleder eller afdelingschef, for så er der noget at arbejde
hen imod. Det er på ingen måder diskvalificerende at være ambitiøs – tværtimod. Men husk at være
åben om det, for ellers har din leder ikke en chance for at hjælpe din karriere i den rigtige retning. Hvis du er åben om, hvad der motiverer dig, er det en stor fordel for din chef, fordi han dermed kan give dig de rette opgaver.Det udelukker dog ikke, at der også kommer knap så sjove rugbrødsopgaver, men de fylder nok mindre.

OPBYG FAGLIGHED

Fokusér allerede på studiet på at få en gedigen faglig ballast. Undgå for mange fluffy kurser uden ingeniørfagligt indhold. Fokusér på fagligheden. Når du begynder i jobbet, så sug al den faglighed til dig, du kan. Som nyuddannet er det ikke så vigtigt, hvilke projekter du kommer på. Sørg i stedet for at få en bred,
faglig erfaring på mange forskelligartede projekter. Sparring med en erfaren kollega, kurser og introduktionsforløb er også vigtige at få med. Som ung ingeniør vil du opleve, at der er meget at lære, selv om du kommer lige fra skolen. Fokusér også på at udvikle dine evner til samarbejde og kommunikation og vær med på den nye bølge af teknologi, f.eks. BIM. Vil du være projektleder, kan du måske begynde som assisterende projektleder.

JA TIL NYT BETYDER NEJ TIL GAMMELT

Overgangen fra en rolle i organisationen til den næste kan være noget af det sværeste at håndtere, fordi du
skal lære, at et ja til noget nyt betyder, at man siger nej til det gamle. Du kan ikke det hele, for så drukner
du, og opgaverne bliver kun løst halvt.

SKAB OVERBLIK OG SKIP DETALJERNE

Jo højere op i hierarkiet du kommer, desto bedre skal du blive til se det store billede og overlade detaljerne
til medarbejderne. Det kan være noget af en udfordring at måtte acceptere en 90 procents løsning,
hvis du trives bedst, når alt bliver gjort 100 procent. Tricket er at tænke fremad og tilrettelægge projekterne nøje. Hvis dit mål er at blive projektleder eller afdelingschef, vil du opleve, at evnen til at samarbejde og kommunikere er en stadigt vigtigere kompetence, fordi det er forudsætningen for at styre og lede det gode samarbejde både internt og i forhold til leverandører, samarbejdspartnere og bygherrer.


Kontakt

Ronnie Holm Dam
Ronni Holm Dam
Direktør, Byggeri, Store projekter
T+45 5161 6119
Erid@ramboll.dk
Wwww.ramboll.dk